Kan huske hvad jeg lavede den dag, som var det i går

Tror ikke det er gået nogens næse forbi, at det i dag er 20 år siden terrorangrebet i USA fandt sted. Den dag skiller sig tydeligt ud, men detaljerne vil komme senere. For hvis vi tænker over det, så er der sket meget i verden på de 20 år. Efter angrebet går danske styrker sammen med koalitionen ind i Afghanistan i 2001 og ca. 2 år senere er vi også med i Irak. Den spæde start på det vi kender som Facebook i dag, starter i 2004 da Mark Zuckerberg begynder at skrive den allerførste kode til siden. I 2005 bliver karikaturtegningerne af profeten Muhammed trykt i Jyllands-Posten og skaber oprør i den muslimske verden. Samme år i august bliver Facebook.com købt for 200.000$, men kun for amerikanske skoler og en måned senere også for engelske. Et år senere, i september 2006 kunne alle oprette en profil på Facebook og siden er det ikke gået stille for sig. Starten af 2007 bliver den første iPhone fremvist og samme år sker der en ændring i hvor mange kommuner vi har, vi går fra 274 til 98 med kommunalreformen. 2008 kommer, en stor finanskrise rammer verden og mange store virksomheder og bukker under. Samme år strejker sygeplejerskerne og den går heller ikke som planlagt her.

Hvorfor kan du huske dagen så klart?

Lad os skrue tiden tilbage, ikke til 11. september 2001 men til juni/juli det år. Kan ikke huske den præcise måned, men det var sommer og jeg havde haft mit første job i et år. Faktisk var det selve et årsdagen for jobbet, at jeg kommer til skade, da jeg vrider rundt på knæet, da hælen sider først mellem nogle ølflasker i en ølkasse. Jeg får revet noget af menisken over i knæet og skal opereres i knæet, for at afhjælpe de smerter jeg efterfølgende har. Denne operation sker den 10. september 2001 og er derfor sygemeldt i en kort periode fra min 10. klasse jeg går i.

Derfor er jeg hjemme hos mine forældre, det værelse jeg havde lå på 1. salen og da jeg ikke måtte belaste mit knæ blev jeg der. Kan huske vi havde en parabol, boksen til den var i stuen og da jeg allerede den gang fulgte meget med i nyhederne, stod den på CNN. Jeg kunne ved hjælp af noget “oldnordisk” teknologi se parabol tv oppe hos mig selv, men var vidst faldet i søvn pga. den smertestillende medicin. Vågner kort før kl. 15 og CNN sender allerede fra New York om en “ulykke” der er sket. Jeg tænker, at det må være en eller anden dårlig b-film som bruger CNN som nyhedskilde. Den fornemmelse bliver styrket da det andet fly flyver ind i det sydlige tårn få minutter senere og jeg råber derfor til min mor, om hun har skiftet kanal. Får så svaret, at det har hun i hvert fald ikke og hvad jeg snakker om. Beder hende derfor om at tænde for deres tv i stuen og jeg får mig kæmpet ned ad trapperne, så vi ser det sammen på CNN. Vi er begge i chok over hvad det er vi ser og på et tidspunkt får vi slået over på TV2, som jeg lige husker det. De er nu også begyndt at sende fra USA.

Kan huske at Poul Erik Skammelsen står i New York og reportere live fra begivenhederne. Det samme gør Ulla Terkelsen fra London og de fleste i verden er i chok over hvad der sker. Vi forlader ikke tv’et før en gang om aftenen. Aftensmaden bliver spist ved sofabordet, da vi gerne vil følger med i alt hvad der sker ovre i USA.

Det er absurd

Grunden til at jeg kom til at tænke på dagen for 20 år siden er, at vi i dag, mine forældre og jeg, var en tur på Bakken for at spise og kommer tilfældigt ind på emnet. Min mor minder mig om, at jeg nærmest skældte hende ud for at have skiftet kanal og sat en eller anden dårlig b-film på. Det virkede så urealistisk den gang, at sådan et angreb kunne ske indenfor USAs grænser. I dag er vi blevet klogere og ved, at mennesker der vil os ondt altid vil finde en måde at gøre det på. Man kan derfor klart tale om en verden før og efter 11. september 2001, men til tider kan det virker som om vi er tilbage igen før. Dog med øget terrorsikkerhed, men i Afghanistan er de jo nærmest tilbage i en tid før.

Men vi kan stadig udvikle os som mennesker og samfund. Jeg har igennem midt arbejdsliv med mennesker, først i dagligvarebranchen og nu i sund-hed, set, at vi er på vej den forkerte vej i mine øjne. Mange tænker desværre kun på dem selv og ikke for fællesskabets bedste og det er trist. Mig-mig-mig-kulturen, som jeg har valgt at døbe den, er ved at tage overhånd. For hvad er bedst for mig lige nu og her, er vigtigere end hvad der sker om 5, 10, 20 eller flere år ude i fremtiden. Selvfølgelig er det okay at tænke på sig selv, men har man tænkt over at man måske ude i fremtiden kan være en af dem, som man svigter nu?

Det tror jeg de færreste tænker over lige nu, for det kommer ikke til at gå galt for mig, men kun naboen. Huske dog på, at du selv er en andens nabo og derfor kan det også ske for dig en dag. Du kan være heldig at det ikke gør, men husk at have det i baghovedet, når du tramper på andre.